Poul Kjærholm
Forlag: Arkitektens Forlag
Udgivelses år: 1999
Møbelkunstneren og arkitekten Poul Kjærholm var kompromisløshedens mester.
Hans arbejde danner kulminationen på guldalderen i dansk møbelkunst, og udtrykker en lyrisk perfektion, som er uden sidestykke i dansk møbelkunsts historie. Målet, ´at gøre formsproget til et led i funktionen´ udtrykkes med enestående konsekvens i alle Kjærholms arbejder. Her er tale om en renselse, en katarsis, hvor alt overflødigt skrælles af, og den rene brugsform fremtræder så entydigt, at den bliver type, der hæver sig over tid - bliver tidsløs.
Hertil Kjærholms fornemmelse for materialer, deres egenskaber, patinering og de stoflige virkninger ved sammenstillinger imellem f.eks. stål, læder, peddigrør, glas.
Hans minimalisme fremstår med en næsten æterisk elegance, der er enestående også i international sammenhæng.
Bogen er skrevet af fremtrædende arkitekter og møbelarkitekter, der belyser Poul Kjærholms liv og værk. Det største afsnit er viet til Keld Helmer-Petersens samtidige fotos. Han fulgte Poul Kjærholm gennem hele karrieren, og dette samarbejde skabte fotokunst af højeste klasse.