I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sachsenhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. 

Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ´udvælgelsen´ af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. 

Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrück-fangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig.