Danmark under den kolde krig
-småstat mellem supermagter
Af Michael Boas Pedersen
Forlag: Frydenlund
Udgivelses år: 2006
Bogen præsenterer en samlet gennemgang af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske historie fra 1945 til 2005.
Ved Anden Verdenskrigs afslutning måtte Danmark redefinere sin plads i verden. Den nye verdensorden, som tegnede sig i 1945, krævede, at Danmark tog stilling i en bipolær verden mellem de to dominerende supermagter. Dette blev indledningen til en ny situation i dansk udenrigspolitisk historie, hvor USA kom til at spille en langt mere dominerende rolle end det hidtil havde været tilfældet, og hvor Danmark blev placeret på grænsen mellem de to blokke. Dette resulterede i en balancegang mellem ikke-provokationspolitik og allianceforpligtelser, som kom til at præge den førte danske politik.
Bogen trækker linjen op til de dramatiske år, der fulgte Murens fald, og søger således at forklare, hvorledes Danmarks situation igen forandrede sig, da den bipolære verdensorden udskiftedes med en ny unipolær.
Bogen er delt op mellem kapitler om den overordnede globale udvikling og den mere specifikke danske. Dermed berører bogen udover det centrale omdrejningspunkt, Danmarks internationale placering, også en række centrale internationale tematikker, heriblandt ideologiernes kamp, afkolonisering og menneskerettigheder, Murens fald, europæisk integration og globalisering.